Chikane mod lærere skaber udfordringer i arbejdsmiljøet på folkeskolerne. Eksperter og lærerrepræsentanter peger på en kulturændring som løsningen på problemet, men skam og travlhed står i vejen for en åben samtale.
Elise Smiths Skole i Aarhus, der engang var en ren pigeskole. Foto: Adam Meijer.
Af Adam Meijer og Signe Johnsen Damgaard
Du skal fejre dit barns otte års fødselsdag. Hele folkeskoleklassen er netop trådt ind ad hoveddøren. 26 børn indtager dit hjem og efterlader dig med et kontroltab, du ikke har oplevet før. Du ser alle de planer, du havde lagt for dem, falde til jorden én efter én. Det eneste, du kan fokusere på, er, at børnene ikke havner i heftige konflikter eller ødelægger dit dyre porcelæn. Efter en times tid er du ligeglad med dit dyre porcelæn. Du forsøger ganske enkelt alene at holde liv i alle børnene. Du synker på et tidspunkt ned lænestolen i stuen. Midt i alt kaosset. Du lukker øjnene, trækker vejret dybt og siger til dig selv, at det nok skal gå, det er jo overstået lige om lidt.
Oplever man som forældre en enkelt mislykket børnefødselsdag, er det, ifølge folkeskoledebattør og tidligere medlem af hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening Niels Christian Sauer, allerede efter én gang en traumatiserende oplevelse. For mange folkeskolelærere er det dog, ifølge ham, en daglig oplevelse. Han er ikke i tvivl om, at problemet er langt større, end hvad det bliver gjort til.
Uklarhed i registreringerne
Vold, trusler og krænkende adfærd hører med til jobbet som folkeskolelærer. I 2019 lancerede Aarhus Kommune en app til de ansatte, der skulle bruges til at registrere fysisk og psykisk vold, trusler og krænkende adfærd. En aktindsigt i tallene viser, at appen er blevet taget i brug på kommunens skoler.
Alle skolers tilfælde er steget, på nær to. I alt er tallene næsten tidoblet i forhold til sidste år, men der er stor usikkerhed forbundet med tallene. Det påpeger kommunen i et dokument, der følger med i aktindsigten.
”Det er ikke muligt at benytte data til at sammenligne skoler på tværs. Dette skyldes, at data for den enkelte skole ikke alene er et udtryk for hændelser, der har foregået på skolen, men ligeledes er et udtryk for, at der mellem skoler er stor forskel på registreringspraksis og i, hvordan skolerne hver især bruger data ind i arbejdsmiljøarbejdet,” står der i dokumentet.
Det er altså uvist, hvorvidt kommunens skoler udelukkende bruger appen, eller om de fortsat har deres egne praksisser sideløbende med, at nogle ansatte bruger appen. Der er således intet krav om, at appen skal bruges ensartet af skolerne.
Arbejdsmiljøforskningsfondens rapport viste i 2021, at 86,3% af undervisere havde været udsat for en chikanerende hændelse inden for det seneste år. Derudover viste den, at 51% af undervisere slet ikke registrerede trusselshændelser, mens 43% ikke registrerede voldshændelser.
Der kan altså være store mørketal forbundet med tallene fra Aarhus Kommune, hvis det stadig forholder sig som i 2021.
Åbent rum for samtalen
Niels Christian Sauer efterlyser en kultur på skolerne, hvor der skabes et åbent rum for samtalen om vold og trusler i undervisningen. For at få skabt en sådan kultur, skal man, ifølge Niels Bjerre Tange, som er lektor på VIA, først og fremmest få skabt et sprog for det.
“For at kunne ændre på kulturen bliver vi nødt til at kunne italesætte det, vi går og gør og de vaner, vi har. For at kunne italesætte det, bliver vi nødt til at have ord for det,” siger Niels Bjerre Tange.
Formanden for Århus Lærerforening, Dorthe Ryom Fisker, er dog af den overbevisning, at en åbning af samtalen ikke kan stå alene. Hun mener, at problemet i højere grad ligger i, at underviserne har for travlt til, at de får registreret de uønskede hændelser. Hun mindes selv en oplevelse, hvor hun blev sparket over skinnebenet af en fjerdeklasses dreng.
“Og så to minutter efter var jeg jo videre, for så havde jeg fået ham i ro, og vi skulle i øvrigt på biblioteket,” siger hun.
Bygningen, der huser Århus Lærerforening, ligger på Grønnegade i det centrale Aarhus. Foto: Adam Meijer.
Kan koste arbejdet
Eftervirkningerne af at være udsat for gentagne traumatiske oplevelser på sin arbejdsplads er ikke til at tage fejl, siger psykolog og tidligere folkeskolelærer Gunnar Witt.
”På længere sigt holder man jo op med at være lærer, det kan man jo ikke holde til,” siger han.
Ifølge Gunnar Witt er det dog ikke alle hændelser, der nødvendigvis bliver siddende i underviseren, der har været udsat for vold eller trusler. Han mener, at det kan sammenlignes lidt med at være involveret i en trafikulykke. Man kan godt komme videre fra det, uden at det udvikler sig til et større problem, men man kan tværtimod også udvikle en angst for at gå ud i trafikken af frygt for, at det sker igen.
Han udelukker heller ikke, at den umiddelbare reaktion kan påvirkes af, hvilke forventninger man selv og andre har til, hvad man kan blive udsat for på arbejdspladsen. Gunnar Witt har selv oplevet det i sin psykologpraksis, når han snakker med klienter om deres oplevelser.
”Når jeg siger, gud, det lyder voldsomt, så kommer der en reaktion den anden vej, fordi de kommer i tanke om, ja det var voldsomt, men der var ikke nogen i deres omgivelser, der har anset det som voldsomt,” siger han.
Der kan også være noget ydmygende i at være udsat for vold og trusler, mener Gunnar Witt. Når man har taget en uddannelse, der bør give kompetencer til netop at håndtere situationer, der kan opstå i et klasselokale, kan det således også påvirke den faglige stolthed.
”Man mister jo noget autoritet. Det er ydmygende at blive konfronteret med nedværdigende adfærd, når der er andre tilskuere på,” siger han.
I sidste ende kan det også have betydning for, om man får bragt samtalen op. Hvis klassens trivsel bliver koblet op på pædagogiske kompetencer og dygtighed, vil det ifølge Gunnar Witt betyde, at der er større risiko for, at man holder det for sig selv.
Skam og strukturelt overload
Registreringen af vold og trusler er et vigtigt redskab for at kortlægge og sætte fokus på problemet, mener både Niels Christian Sauer og Dorthe Ryom Fisker. Men der er også et problem i, at der ikke bliver registreret nok, som Arbejdsmiljøforskningsfonden afdækker med rapporten.
Ifølge Niels Christian Sauer er en af grundene til den manglende registrering, at underviserne frygter, at det bliver vendt mod dem selv. Han mener, at der er en indbygget tilbøjelighed i folkeskolen, der gør det til underviserens eget problem.
Dorthe Ryom Fisker mener, at underviserne har for meget mellem hænderne, og derfor bliver det hurtigt for bøvlet. Hun anerkender, at der kan være indarbejdet en kultur om, at det er den nye normal at blive udsat for vold, trusler og chikane på arbejdet. Niels Christian Sauer er enig i, at mængden af arbejdsopgaver kan tage pippet fra enhver underviser.
Skammen over ikke at have styr på tingene er opstået som følge af et mere metode- og målstyret fokus på undervisernes arbejde, mener Niels Bjerre Tange, der også peger på, at de har for mange opgaver. Han kalder det et strukturelt overload.
Underviserne bliver meget konkret instrueret i, hvilke metoder og teknikker, de skal bruge for at nå bestemte mål – undervisningen er blevet mere ren, mener Niels Bjerre Tange. Et brud med denne rene forståelse af, hvad pædagogik er, kan muligvis bidrage til, at lærerne vil få lettere ved at åbne op om situationer, hvor de ikke lykkes med undervisningen, mener han.
Hvem har ansvaret?
Med problemet følger også ansvar. Den efterspurgte åbne samtale og perfekthedskulturen, der hersker blandt lærerne, bør, ifølge Niels Bjerre Tange, adresseres på alle områder af folkeskoledebatten. Han peger på, at en ændring i måden at tale om pædagogisk praksis kan have betydning. Det gælder både uddannelsen, ledelsen, politikeren og fagforeningen.
”Så det er en ret grundlæggende ændring. Det er en kulturforandring i vores måde at tale om uddannelse og skole på,” siger Niels Bjerre Tange.
Gælder det ansvaret for at registrere mere, er Dorthe Ryom Fisker fra Århus Lærerforening ikke bleg for at påtage sig sin del af det. Hun vil gerne være med til at skabe en kultur og en snak om emnet, der, ifølge hende, ikke bare lige forsvinder.
”Det kan vi jo gøre ved, at vi sætter det på dagsordenen, som man siger. Vi laver en indsats. Altså en kampagne,” siger hun.
Fælles for alle er, at der peges på, at det er vigtigt at få skolelederne på de enkelte skoler med.
Niels Christian Sauer mener, at de steder, der ikke har problemer, også er steder, hvor lederen tager det alvorligt og går forrest om at gøre problemet til et fælles problem. Ifølge ham må ledelsen være klar til at tage de nødvendige konflikter for i sidste ende at skabe et bedre arbejdsmiljø, så lærerne kan fastholdes i arbejdet.
”Vi har overhovedet ikke lærermangel. Vi har mangel på lærere, der vil være lærere og grunden til, at de ikke vil det, er primært arbejdsvilkårene,” siger han.